Et slaghul opstår, når der, igennem revner, trænger fugt ned i vejbelægningen, og frosten sætter ind. Så vil vandet udvide sig og ødelægge styrken i asfalten. Slidlaget slipper underliggende asfalt og skiftevis tø og frost vil hurtigt ødelægge vedhæftningen mellem asfaltlagene. Når en bil så kører hen over asfalt-hulrummet, slår bilens dæk den sidste styrke ud af asfalten og så er der et slaghul.
Sådan udbedrer vi et slaghul:
Reparation af slaghuller udføres med opvarmet emulsion (vandopløst bitumen) og granitsten.
Vi højtryksrenser og tørrer hullet, så vi sikrer en god vedhæftning til underlaget, fylder emulsion og sten i hullet, stamper hullet efter og sikrer os, at reparationen har samme højde som den eksisterende asfalt.
Erfaringsmæssigt holder denne form for reparation bedre end både kold reparationsasfalt fra byggemarkedet og varm asfalt.
Det skyldes flere faktorer, men vigtigst er nok vedhæftning.
Hvis man bare kommer noget asfalt i hullet, så forstærker man ikke asfalten omkring hullet, men ved at vi bruger emulsion, vil noget af denne trække ind i lagene af asfalt og forsegle og forstærke rundt om hullet.